Om salg af hjemmebryg og at gå pro

Jeg bliver som hjemmebrygger ofte stillet to spørgsmål:

  1. Hvor kan jeg købe dine øl / må jeg købe nogle af dine øl af dig?
  2. Du burde lave et rigtigt bryggeri.

Jeg påskønner i høj grad de venlige tanker, der ligger bag udsagnene – folk er interesserede i mine øl, ofte selvom de slet ikke har smagt dem, hvilket jeg kun kan tage som en ros.

Det er bare noget mere kompliceret end som så.

For det første er det at brygge et håndværk frem for alt, og så dygtig føler jeg mig ikke endnu. Jeg har også sat en dør i, som var i vater, men slår mig ikke ned som tømrermester af den grund. Jeg har meget at lære endnu (heldigvis elsker jeg at lære).

Så er der den økonomiske del. Dels koster det en ok sjat penge at starte (man kommer ikke i gang under 200.000, kan jeg læse mig til – og det er lavt sat, til et lille bryggeri), dels skal man have en eller anden grad af økonomisk sans for at drive en virksomhed og markedsføre sine produkter. Jeg har ingen af delene.

Og a pro pos “produkter”, så går ens hobby pludseligt fra at være noget man laver til sig selv og selv er herre over til at være et produkt, som i en eller anden grad skal appellere til et publikum. Det der med den økonomiske sans igen. Det ved jeg ikke om jeg er klar til.

Endeligt er der regeljunglen. For at starte et kommercielt bryggeri – selv om det bare er 25 liters batches – skal man en ret omfattende checkliste igennem. Jeg har ikke fuldt overblik over trinene, men de omfatter godkendelse fra fødevaremyndighederne, tilmelding til smileyordning, tilmelding til pantordning og … jeg er allerede træt, og så har jeg ikke været inde på næringsbasen, månedlig afrapportering til både Dansk Retursystem og SKAT. Ja ja, hvor der er vilje er der vej, men det er en i mine øjne unødigt besværlig vej, sådan lige umiddelbart. Som et medlem af haandbrygforum sagde:

hvis du vi tjene penge på det – skal du ikke gøre det. Og hvis det er det at brygge du synes er sjovt, så skal du heller ikke gøre det [] for det er bestemt ikke det tiden kommer til at gå mest med

Så altså … tak for rosen, men der kommer ikke til at stå Ulfenstein-øller på hylden i din lokale biks lige foreløbigt – og jeg må ikke sælge noget til dig.

Det betyder ikke at jeg ikke har en drøm om engang at kunne sælge af det jeg brygger, men det er ikke sikkert at den drøm kan eller bør blive til virkelighed. Men måske en dag …

2 meninger om “Om salg af hjemmebryg og at gå pro”

  1. Min klaverlærer sagde til mig, da jeg var barn: “Du skal huske, at hvis du gør din hobby til dit arbejde, så har du ikke nogen hobby længere.” Og så så hun sgu lidt trist ud. Og så gik jeg ikke konservatorievejen 🙂

    1. Det er gode og vise ord. Men jeg har stadig lyst til at prøve – måske bare i en form, hvor det ikke er mig selv, der står bag roret.

Lukket for kommentarer.