Nummer 24: The Stars are Right

Jeg sagde det jo! Jeg ville brygge en traditionel, Kölsch-agtig ting og det gjorde jeg også … næsten. Det bliver i al fald til øl. God øl, endda – men det er ikke den lette, klare og lidt florale øl, som en Kölsch er. Men den smager rigtigt godt – frisk og klassisk europæisk med en let sødme – så jeg deler gerne opskriften. 

Det “gik galt” da jeg skulle til at brygge den – jeg var overbevist om, at jeg havde mere pilsnermalt på lager, end jeg rent faktisk havde. Så måtte jeg se hvad jeg ellers kunne gøre – jeg havde en del Munich-malt på lager (kendt fra oktoberfest-øl og bock-stilarten, groft sagt), så jeg fyldte op med det. Det giver en mørkere, mere maltet øl end en Kölsch bør være, hvis man holder sig til stilartsdefinitionerne. Ikke at man nødvendigvis skal holde sig slavisk til stilarterne … så hep, jeg havde da også lidt rugmalt, som jeg lige kunne komme i. Ikke fordi jeg egentligt havde behov for det, jeg havde bare lyst. Nu er vi så ovre i noget roggenbier-agtigt, men heller ikke den definition dækker hvad jeg havde gang i. Ok, vi dropper de der stilartsdefinitioner for denne gang. REBEL REBEL!

Humlen gav sig selv – jeg havde lidt Pacific Gem tilovers fra et tidligere bryg, som jeg kunne bruge som bitterhumle, mens den vildt klassiske pilsner-humle Saaz kom i som aromahumle. Nok lidt til den anonyme side i de mængder jeg har brugt – kunne godt have fordoblet og tørhumlet – men jeg var ærligt talt ikke sikker på hvor frisk den humle jeg havde egentligt var (købe aldrig humle fra et sted, som ikke i det mindste årstalsmarkerer hvornår den er høstet).

Jeg bryggede øllen på første dag, hvor planeterne stod på linje, så efter noget tid blev øllets kodenavn THE STARS ARE RIGHT. Man er vel gammel Lovecraft-læser. Etiketten kunne så kun være noget med fangarme, for hvis ikke der er fangarme på etiketten, smager en Lovecraft-inspireret øl bare ikke lige så godt.

Hent opskriften som BeerXML