Nummer 21: Werebear

Jeg ELSKER Brown Ale. Mange folk synes det er en lidt kedelig øltype, men når det bliver efterår og vinter, begynder jeg at længes efter mørkere øltyper – og det behøver ikke at være imperial stouts det hele. I mine øjne er Brown Ales (og Milds) den venligere, rundere udgave af de mørkere, lidt mere krævende porters og stouts.

Jeg brygger en brown hvert efterår, og hver gang laver jeg for lidt. Hermed noteret: dobbelt portion efteråret ’16.

Når jeg brygger brown ale, er det efteråret jeg forsøger at fange – der er rund modenhed, søde frugter og friskhed i luften. Mine to ledestjerner er Tumbler fra Sierra Nevada og Brekle’s Brown fra Anchor Brewing. Ikke at der ikke findes bedre brown ales i verden – det gør der nok (kommer i tanke om en fra Lagunitas og så Mikkellers nu klassiske Jackie Brown), men det var Tumbler og Brekle’s, der først gav mig “åh, det her brown-halløj kan altså noget”-oplevelsen. Lur mig om ikke det er den, man prøver at genskabe i en eller anden grad.

Dette års udgave var meget tæt på at være som jeg ville have den – næste år en lillebitte smule røgmalt (vi snakker under 100g, snarere 50g) og mere markant aromahumle i større mængder (tænker umiddelbart Citra). Så er den der også.

Mæskningen foregår forholdsvist varmt for at lave restsødme – en restsødme, som også bliver muliggjort af gærvalget. Mangrove Jack M03 er (bl.a.) god til ikke at “æde” al sukkeret, men efterlade lidt til smagsløgene.

Denne gang var kom ungerne til mig og spurgte om ikke de måtte være med til at navngive den øl jeg lavede, og det måtte de klart. Det blev så til Werebear, som måske er lidt for vildt til en fundamentalt fredelig øl, men omvendt forstår jeg også associationen med en brun øl, som der endda er honning i.

Og måske var det også på tide at jeg bryggede en sej øl. Etiketten er lavet for at understøtte horror-elementet. Ja, campy. Hvad ellers?

Hent opskriften som BeerXML

Skriv et svar