Smagsprøve: LVL UP!

I grunden siger det uendeligt lidt at poste en opskrift på nettet – øl er en organisk og dynamisk størrelse og ændrer sig som tiden går. Hvordan er resultatet af opskriften, og er der ting, man kunne ændre på næste gang? Jeg vil fremover forsøge at smage på mine egne øl – jeg ved det, det er stort af mig sådan at tage en for holdet – og se om jeg kan sige noget fornuftigt om dem.

LVL UP! var mit forsøg på en klassisk West Coast IPA, og overordnet set er det lykkedes meget godt. Batchet er snart et par måneder gammelt og synger på sidste vers i forhold til, hvor længe en humlet øl bevarer sin friskhed, så det er nu nu nu jeg skal lave denne smagning.

Udseende: Fremstår flot gylden i glasset. Er let uklar – ikke på nogen måde grumset, bare heller ikke krystalklar. Flot hvidt skum, som dog hurtigt bliver til en lille rand i glasset.

Duft: Cirus og en lille smule ananas er fremherskende i duften, uden at man rigtigt kan ane malten i baggrunden.

Smag: masser af citrus – nok især grape – og et hint af det ananas, som var så tydeligt i duften. Lidt citrongræs (fra Sorachi Ace). Efter lidt tid træder en let blomsteragtig smag frem (nok også fra Sorachi Ace), for dog at forsvinde igen. Eftersmagen er frisk og let bitter, hvilket passer mig fint – det superbitre IPA’er kan godt være lidt af en prøvelse, synes jeg. Humlesmagen er på retur nu, men da den peakede var det et rent citrusspark i munden.

Mundfylde: der er noget mere bund i øllen end jeg havde regnet med, men det passer mig egentligt meget godt. Vil jeg lave den lettere en anden gang, vil jeg tilsætte sukker af en eller anden art, så den gærer helt ned. Den fremstår dog stadig som læskende, og efterlader en næsten blød følelse i munden.

Drikbarhed og noter: det er den hidtid mest vellykkede IPA jeg har brygget og den første, jeg synes jeg kan være stolt af. En anden gang vil jeg tilsætte mere humle, både den sene aroma-tilsætning (jeg tænker 1.5 gang mere) og især den efterfølgende tørhumling (fordoblet). De valgte humler spiller rigtigt godt sammen – ikke overraskende, da det er en forholdsvis velprøvet kombination. Vil jeg brygge præcis denne opskrift igen, bare med tilretninger? Måske, men der er så mange spændende humlevarianter derude, at jeg en anden gang nok vil prøve nogle af dem. Men det kommer alt sammen an på friskheden.

Skriv et svar