HEY! Hvor er nummer 1-20?

Den kvikke læser (hej med dig!) har nok bemærket at opskrifterne her på bloggen starter med nummer 21. Betyder det så at der er nummer 1-20 og vi går glip af dem?

Der er i al fald nummer 1-20, men om I går glip af dem, ved jeg sgu ikke. Måske. Her er de i al fald som BeerXML (til import i programmer, der understøtter formatet) og PDF. Spørg mig endeligt, hvis der er noget I vil vide.

Nummer 001: Infonautens IPA
Min første all-grain øl, med et meget originalt navn. Eller. Det var en fin lille IPA, som sagtens havde kunnet trække meget mere humle. Der er overdrevet meget krystal-malt i, hvilket jeg ikke ville gøre i dag – men det gjorde at da jeg for et halvt år siden fandt den sidste flaske inde bagved, smagte den faktisk ok (om end ikke af humle overhovedet). Jeg vil dog umiddelbart ikke anbefale at andre forsøger at brygge den.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 002: Jul 2012
Min juleøl i ’12 var en dubbel med krydderier. Hvor originalt. Jeg kan huske at jeg lod mig inspirere meget til opskriften, men ikke hvorfra. Den blev udmærket, men jeg bliver nok aldrig fan af de pebrede noter fra Safale T-58 gæren. Med candi syrup i stedet for muscovado, færre / ingen krydderier og f.eks. Rochefort-gæren kan den blive helt udmærket, tror jeg.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 003: Abstraktion 1 – citron og ingefær
Min første helt originale ide. Den fungerede, så vidt jeg husker, rigtigt godt. Britisk humle, britisk gær. Frisk finish, og ingefæren jævnede sig fint ud med tiden.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 004: It comes in pints?
Hey, nu med smart navn! Det her er en britisk mild, meget inspireret af Palmer’s Oaked Mild fra afsnit 69 af Brewing TV. Det blev en god øl, om end den godt kunne have brugt lidt mere krop, som jeg husker det. Jeg hjemmeristede havregryn og lærte en hel masse om at lave simple øl.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 005: Black Amazon of Mars
IMPERIAL STOUT! Eller, næsten – lå lidt lavt med mæskeeffektiviteten. Det er en ok grundopskrift – i dag ville jeg nok skrue mere op for Special B og gære med en britisk gærstamme i stedet for en amerikansk. Og så mindre lakrids – smagen var gennemtrængende i over et halvt år.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 006: Rogue Robot
Hey, en IPA. Den gik virkeligt, virkeligt dårligt. Jeg ved ikke helt hvad der gik galt – måske gammel humle, måske en teknisk fejl fra bryggerens side, men resultatet smagte virkeligt grimt. Andre folk var rimeligt glade for den, men selv kunne jeg ikke lide den og endte med at hælde de sidste 5-6 liter ud. Maltbasen kan dog sagtens bruges som basis for en anden øl
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 007: Moon Girl
Jeg blev bedt om at brygge en hvedeøl, så det gjorde jeg. Den ville nok ikke vinde priser indenfor sin stilart, men den fungerede fint som sommerøl. Den var dog lidt sød i det – jeg mistænker gæren (som var Safbrew S-33, hvilket jeg af en eller anden grund ikke har noteret i opskriften). Szechuan-peberen var til gengæld en virkeligt god ide.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 008: October Rust
Det her var første gang jeg gik fra “god” til “virkeligt god” – og vel at mærke på en øl, som jeg lavede uden inspiration fra eksisterende øl. Ideen var en efterårsøl, med nogle af de smage og dufte, der findes i efteråret. Frugt, honning, røg. Og den blev som sagt god. Røgen var lige i overkanten, men ellers havde jeg intet at udsætte på den.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 009: Time Travel
– også kendt som IPA – the brewer strikes back. Efter fiaskoen med 006, måtte jeg op på hesten igen. Næsten samme malt, denne gang citra og magnum – og det fungerede langt bedre.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 010 – Den Sorte Pirat
Juleøl igen – som tiden går! Denne gang en ret simpel sweet stout med kakaonibs, rom, eg og vanilje. Den endte med at være let overkarboneret og ikke smage nok af rom, men ellers fin.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 011 – Jetpack
Jeg havde ikke lavet en stille og rolig, gør ikke så meget væsen af sig-øl siden 003, så her lavede jeg en helt straight kölsch. Den blev rigtig god.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 012 – Tripel Trouble
Nu skulle det være  – en stærk øl (over 10%) med al den udfordring til bryggeren og hans udstyr, som den slags fører med sig. Den fik hele armen – mæskede med en avanceret teknik (dekoktion) og brugte kun én malt samt sukker for at ramme en traditionel tripel. Sukkeret var halvt rørsukker, som jeg havde inverteret og halvt økologisk palmesukker. Og øllen blev – for første gang i min bryggekarriere – fremragende, og blev bedre med tiden. Gemmer på den allersidste flaske til en helt særlig lejlighed.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 013 – abstraktion 2: hyben og vildhonning
Med en så stærk øl, blev der noget urt tilovers, som jeg lavede til et fint lille eksperiment med hybenskaller og vildhonning, gæret med hvedegær. Den fungerede fint.
Hent som: BeerXMLPDF

Herefter gik der et år, hvor jeg ikke bryggede noget som helst (bortset fra lidt landvin), og da jeg skulle i gang igen, blev det med to næsten ens øl, efter den simpleste måde at brygge på overhovedet, SMASH (Single Malt And Single Hop). Sådan koblede jeg mig inde i faget igen.

Nummer 014 – Pale Planet
SMASH på Maris Otter-malt og Summit-humle. Stille og rolig, frisk at drikke i det tidlige forår.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 015 – Pale Planet 2: Simcoe strikes back
Ikke helt en SMASH, da jeg også kom havregryn i. Denne gang med Simcoe-humle, med masser af fyrenåle og lidt citrus. Mmmm. Jeg skal prøve at brygge SMASH igen, men måske med en helt anden indgangsvinkel.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 016: Rock Star
Min papsøn blev 18 og ønskede sig at jeg bryggede en øl til festen. Det blev en american wheat med centennial-humle. Næste gang ville jeg komme mere humle i og / eller bruge en gær med mere karakter.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 017: Ray Gun
Saison, baby! Med erfaringerne fra 013, ville jeg proppe hyben i endnu en øl – og det blev en saison, hvilket på mange måder er et helt naturligt valg. Det blev også en helt fremragende øl, som jeg ikke vil lave anderledes en anden gang. Om end jeg i dag nok ville opformere gæren fra en funky saison, som f.eks. en fra Brasserie Fantome.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 018 – Dark Planet
Igen en juleøl – denne gang en helt straight robust porter med tilsat solbærrom. Smagte godt, men gæren S-05 var klart et forkert valg. En britisk gærstamme næste gang. Jeg fik også overkarboneret den en lille smule.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 019 – Hyperdrive
Dette var tænkt som en slags hyldest til Brewdogs’ 5’o clock saint, som er en humlet amber ale. Jeg lærte dog på den hårde måde, at hvis der ikke står årstal på posen med humle, er der nok en grund til det. Jeg tror at opskriften er solid nok som sådan, og må se om jeg får tid til at prøve igen med noget friskere humle.
Hent som: BeerXMLPDF

Nummer 020 – Abstraktion 3: honning og kaffe
En lille ide, som skulle efterprøves i et lille 5 liters batch: brown ale, primært båret af aromamalte, tilsat honning og kaffe. Det fungerer rigtigt godt og jeg har et par flasker endnu, som står og hygger sig nede i kælderen og bliver mere modne. Den skal jeg skalere op på et tidspunkt. Både 019 og 020 er gæret på gærkagen fra 018.
Hent som: BeerXMLPDF

Her er et galleri med de labels jeg har kunnet finde.

Skriv et svar