Hvordan kommer jeg i gang, del 2: udstyr

Ok, du har set de anbefalede websites, læst bøgerne og set videoerne (ja, hele YouTube), og nu vil du i gang. Men hvad skal man bruge for at komme i gang med at brygge øl og hvor mange penge skal man af med?

Du har brug for noget at mæske din malt i. Du har brug for noget, som din urt skal koge i. Du har brug for noget din øl skal gære i. Det er også rart at have noget måleudstyr. Men det kan gøres på mange forskellige måder og til mange forskellige pengepunge – her er nogle gode råd.

Det basale

Find ud af hvor meget du vil brygge af gangen – det er tit et spørgsmål om, hvor meget plads man har, men også hvor ofte man vil brygge. Der er folk, der brygger hver 14. dag fordi de synes selve bryggeprocessen er sjov (men til gengæld laver de så kun 10 liter af gangen) og der er folk, der brygger en gang i kvartalet eller hver halve år, fordi de ikke har tid eller lyst til andet, men stadig gerne vil have hjemmebrygget øl – gerne 1-200 liter af det. Selv startede jeg – ligesom rigtigt mange andre – med at brygge 25 liter af gangen, og det gør jeg stadig den dag i dag. Regn med at der forsvinder en del af hver batch som gaver / smagsprøver, for en velbrygget øl er der faktisk mange mennesker der bliver glade for at få.

Hvis du ikke har noget udstyr, så find en “begynderpakke” hos en bryggeforretning – det er som regel billigere (og nemmere) end at købe enkeltdele. I en sådan pakke skal der minimum være:

  • 1-2 gæringsspande – store 30 l fødevaregodkendte plastspande. Det skal din øl gære i (deraf navnet). Husk gærlås, så du kan lytte til den hyggelige kluk-lyd af gærende øl (og, naturligvis, så der ikke kommer vildgær eller anden infektion i din øl undervejs).
  • Et hydrometer, gerne med medfølgende målebæger – til at måle sukkerindholdet i din urt og dermed udregne den potentielle og ikke mindst faktiske alkoholprocent i øllen. Man kan klare sig uden, men jeg vil ikke anbefale det.
  • Kapsler + kapselpåsætter. For din øl skal på flaske på et tidspunkt. Hvis du har 1000 patentlågsflasker, kan du springe over. Husk at flaskerne skal være mørke, for at lys ikke slipper ind og får din øl til at smage af stinkdyr. Ligeledes skal de kunne holde til trykket fra kulsyren. Det er generelt en god ide at holde sig til at gemme flasker, der allerede har været anvendt til øl.
  • Hævert, gerne med flaskepåfyldnings-dims. Du får brug for at kunne flytte din øl fra en beholder til en anden uden at pjaske for meget med det.
  • Rengørings-/desinfektionsmiddel. Ja, der er vildt meget rengøring når man brygger øl. Væn dig til det.

Det er det mest nødvendige basisudstyr, og du får brug for det, ligemeget hvor mange penge du bruger på gryder / bryganlæg sidenhen. Prisniveauet ligger et sted mellem 4-600 kr.

Mæske og koge

Malten skal mæskes, urten skal koges. Sådan er det. Men udstyret man gør det med, kan være meget forskelligt. Jeg ridser tre løsninger op, så der er til (næsten) enhver pengepung.

  1. Brew-in-a-bag (hele processen i én gryde). Hvis man bruger denne teknik (søg google eller youtube for en indføring i hvordan man gør), har man kun brug for en mæskepose og en gryde, som kan rumme al den urt, man vil koge. Posen kan man enten sy selv af ostelærred (pænt billigt i stofbutikker) eller købe færdig, hvilket ikke burde tage mere end en hundredekrone ud af ens pung. Så mangler man bare en gryde der passer til ens ønskede brygstørrelse – snakker vi 10-15 liter, kan man være heldig i ting&skrammel-butikker eller på DBA.dk. Ellers kan ens vej gå forbi ebay (søg f.eks. efter “soup pot” eller “kochtopf”/”suppentopf” afhængigt af hvilken ebay du bruger). Den lokale biltema (!) har også en fin 25-liters gryde med tappehane, som mange er startet med. Det koster dig mellem 3-500 kr. Hvis jeg skulle starte fra bunden i dag, ville jeg gå denne vej, tænker jeg, evt. med en elektrisk gryde som basis (fås på tysk ebay til under en tusse).
  2. Et setup med mæskegryde/tønde og varmtvands/urtkogningsgryde. Man kan enten købe færdige løsninger hos bryggebutikkerne eller købe billige gryder på ebay og selv konvertere dem med tappehane, falsk bund og så videre. Man er i gang for et par tusinde, i al fald.
  3. Komplet brygsystem. Der findes flere på markedet, men jeg har hørt godt om Braumeister og Grainfather (som jeg selv ville købe, hvis jeg havde penge og ville den vej). Sådan en løsning koster dig mellem 6-14000, men så er man også virkeligt godt kørende.

Og når du så er i gang, er du inde på skråplanet, hvor der hele tiden liiiiige er et eller andet udstyr, som du har brug for og der står mere eller mindre fyldte maltsække eller bøtter med noget der gærer på enhver ledig plads i ens bopæl.

Men det finder du selv ud af når den tid kommer. På forhånd undskyld – og velkommen!

Spørg, hvis der er noget, du vil vide.